fredag den 21. februar 2014

Yogaen har lært mig at tage en pause


Hej allesammen


Først og fremmest vil jeg gerne sige tusind tak, fordi du læser med herinde på min blog. Det betyder meget for mig. Den sidste halvanden måneds tid har været hård og udfordrende, både i forhold til mit privatliv og studie. Derfor måtte jeg desværre tilsidesætte bloggen i lidt tid, og finde en måde at være i problemerne og stressen på. I dag sidder jeg med en følelse af ro, velbehag og afklarethed omkring de ting der har været sket, så nu vil jeg gerne dele en masse skøn viden med jer dejlige læsere igen.  

"Yogaen har vist mig vejen til at tillade mig, at tage en pause og træde ud af livets flow. Ligesom når man holder en pause på yogamåtten - det handler om at mærke efter, hvilke fornemmelser der er i kroppen og accepterer at de er der, ikke hverken forkaste dem eller reagerer på dem". 

Inden jeg fortsætter med at skrive om et tema herinde på bloggen (som jeg forestiller mig skal handle om tanker, følelser og værdier - hvad siger i?), vil jeg fortæller jer, om de spændende ting som er sket for mig den sidste tid. Blandt anden mange spændende yoga oplevelser, workshops, interview med FIT LIVING magasinet, at være karma yogi og meget mere. 



Her ser i mig med mit nye røde hår, som jeg er utroligt glad for! Forandring er sundt, og det kunne ikke have kommet på et bedre tidspunkt.


Rigtig god fornøjelse.


Yoga-workshop med Simon Krohn  d.7.2.14

Det er med rigtig stor glæde at jeg fortæller om Simons workshop, fordi det var en af de der helt særlige oplevelser som manifesterer sig i kroppen og skaber ro og glæde lang tid efter. Desuden har jeg i virkelig lang tid gerne ville møde Simon, så det var simpelthen så fedt at se ham in person og endda få et kram! Selvom jeg kun gik ham til brystet (han er en høj gut), så var det alene en oplevelse. I kan nok høre, at jeg var en glad pige da jeg lagde hovedet på min pude den aften. Ikke nok med at jeg havde haft nogle virkelig lærerige og fede timer med Simon, så havde jeg også mødt nye skønne yogier bla. Katja som i måske har læst om herinde.

"Mindfull flow" workshop: 

Workshoppen foregik i Svendborg og var arrangeret af Christina Flyger, som er uddannet coach, yogalærer og mindfullnes instruktør. Tag endelig et smut forbi hendes hjemmeside, der er masser af spændende ting og sager. Dagens tema var "mindfull flow" og bestod af en spændende blanding af teori og praksis. Der var 2 undertemaer, hvor den en var "flow" og den anden "grounding".  Jeg tillod mig, at undlade at tage noter da Simon fortalte om nogle af de "yoga teoretiske aspekter" af disse temaer, og derfor kan jeg ikke præcist forklare jer, hvad han talte om - men jeg kan forklare jer, hvordan det føltes og hvad vi lavede. 

 Her ser i Christina Flyger - besøg hendes hjemmeside: http://www.christinaflyger.dk/


Mine oplevelser til workshoppen: 

Simon er kæk og fyldt med humor, og jeg får hurtigt en fornemmelse af at være tryg i hans praksis. Ved siden af mig sidder Katja, og det er rigtig dejligt at se hende igen og nyde hendes selvskab. Jeg er endda en smule nervøs, for hvad nu hvis min bluse kravler op, eller jeg ser tyk ud eller måske en helt tredje ting? Heldigvis bliver jeg revet ud af mine tanker, da Simon starter med at instrueres os i, at trække vejret PRÆCIST SÅ DET FØLES MEST RART (den sætning sagde han maaaange gange den dag) i både vores ind og udåndinger. Dette var en af de helt store temaer i flow delen. De andre to dele bestod af at lade åndedrættet følge bevægelsen, og lade bevægelsen være præcis så lang som åndedrættet. Disse 3 ting brugte vi 2 timer på at "være i" og intensiteten var på nogle tidspunkter sveddryppende høj. Det krævede så vild en koncentration og jeg tror at det er derfor, at de 2 timer nærmest føltes som 20 minutter for mig - de fløj simpelthen afsted, imens jeg koncentrerede mig at om trække vejret og lade åndedrættet følge bevægelsen. 

Jeg ved med sikkerhed at jeg var i flow, som er den her meditative meget fredfyldte tilstand at være i.  Det kan nemlig føles både før og efter, og også den dag i dag. Når man skaber den slags erfaringer med yoga, ændre ens forhold sig til den også. Det bliver overgivende, dybt, roligt samtidigt med at det er krævende.

Efter den første del holder vi 2 timers spisepause, og efter et lækkert vegatarisk måltid er vi et par stykker som går en tur ned til havnen i Svendborg. Vi taler om stort og småt, og også om de ting som er svære (jeg havde kærestesorger på det tidspunkt, og derfor fyldte det meget for mig den dag). Katja og hendes veninde som er med, fik mig hurtigt på andre og mere positive tanker, ved at tale om det større billede og at der nu nok skulle være i håb for fremtiden. 

Vi kom tilbage efter en times gåtur og skulle så småt i gang med 2 del af yoga workshoppen. Simon får os samlet hvor han står, så vi kan se hvad han skriver på tavlen. Han fortæller om spændende og meget særlige oplevelser han havde haft da han som ung boede i Indien, og stiftede kendskab med kundalini for første gang. Jeg går ikke mere ind i, hvad kundalini er - men efter Simons beskrivelse af det, har jeg forstået det sådan, at det er en ret intens, nærmest eksplosiv udløsning af energi, som opleves i kroppen. 

Videremed kommer vi tilbage til yogamåtterne, og vi udfører en åndedrætsteknik, som kaldes "kapalbhati". Det kan beskrives som en bevægelse man laver i den nederste del af maven, så luften skubbes ud. Så laver man 20-30 "pust", med 3 runder og en lille pause imellem.  Det føles vildt, og man kan blive helt høj af at lave det (sådan oplevede/oplever jeg det hvertfald). Derefter udfører vi yoga med fokus på vores fundament, hvilket vil sige fodens 4 hjørner og hændernes 4 hjørner. Det handlede meget om at mærke fundamentet under os, og stå fast, stærkt og stolt i vores bevægelser. 

Så fantastisk, og har du lyst til at prøve det, kan jeg varmt anbefale hans DVD "peacefull flow", som rummer lignende teknikker. Jeg bruger DVD'en hver eneste dag for tiden, fordi den hjælper mig til at slippe kontrollen og have mere væren istedet for "tænken og handlen og følen". 






































DVD'en koster 200 kr, og kan bl.a. købes på www.mindyourself.dk  

Jeg kunne sikkert skrive en hel roman om workshoppen (især hvis jeg havde taget nogle noter), men en ting er sikkert, og det er at jeg glæder mig til at komme på workshop igen så snart det er muligt. En anden ting er, at jeg har lært nogle teknikker, som har hjulpet mig til at fordybe mig endnu mere i min fremtidige yoga praksis. Der er mere flow, mere gronding og derfor mere "væren".  Denne væren oplever jeg også i mine relationer til andre, i de valg jeg tager og i mine værdier - jeg er mere i kontakt med, hvad der egentlig giver mening og hvad der er vigtigt for mig.

Jeg håber du har nydt at læse med, og har du spørgsmål, kommentarer etc. er du hjerteligt velkommen til at skrive til mig herinde eller på facebook på min side "yogispiren". 

Hav en rigtig god weekend 

NAMASTE, Malene