Kære læser, hjertelig velkommen til dagens indlæg.
Dette indlæg er det første ud af 7 i serien om min rejse til Indien. Du vil i dette indlæg kunne læse om mit første indtryk af Indien som i sandhed er det smukkeste og mest kontrastfyldte jeg kunne forestille mig. Jeg vil forsøge at danne et billede af, hvordan det er at ankomme til et land som er så anderledes, indtrykkene, menneskene, de første oplevelser af kulturen mm.
Måske du også har oplevet Indien eller kender nogle der har? Du er altid hjertelig velkommen til at dele din historie, erfaringer mm herinde i kommentar feltet eller skrive en besked på facebook siden "yogi spiren".
Rigtig god fornøjelse.
Her kan du se et billede af ruten fra Bangalore, hvor jeg landede og til Mysore hvor ashrammet lå ca. en time væk fra. I Indien er det almindeligt at køre 3-4 timer for at komme til et sted, og det kom jeg også til!
Rejse jomfru på prøve:
Indrømmet, jeg er en af dem som ikke kom ud at rejse i mit sabbatår og derfor har min rejsevidde aldrig strukket sig længere end til Spanien og Italien - generelt havde jeg faktisk aldrig været udenfor Europa. Derfor var det meget spændende for mig at komme på så lang en tur, og så endda alene. Turen viste sig at blive meget meget længere, men det kan du læse meget mere om senere i teksten. Da jeg ventede på flyet i København var jeg træt, det var tidligt om morgenen og jeg var bekymret omkring alt fra min bagage til maden og alle mulige fjollede ting som f.eks. om jeg ville få en god plads i flyet eller ej og om jeg ville komme til at sidde ved siden af et barn som i min verden sikkert ville stortude og lugte af hvidløg hele vejen. Da jeg endelig sad i det enorme jumbo jet fly, med en ganske udemærket sidemand fandt jeg hurtigt ro med hyggelige film og god mad som der løbende blev serveret. Jeg sov ikke på turen, for jeg var alt for spændt på at ankomme og nervøsiteten og de før nævnte bekymringen kom ligeså stille snigende igen, bare i nye former: gadvide om jeg kan finde ham som skal samle mig op i lufthavnen, kan han mon snakke engelsk, jeg aner ikke hvor stor Bangalore lufthavn er, kan jeg mon sende en sms til min mor osv.
Her kan du se Bangalore lufthavn. Jeg tog desværre ingen billeder da jeg var landet, grundet træthed men jeg tænkte du skulle have mulighed for at se den smukke lufthavn alligevel.
Ankomst til Bangalore kl. 01.00:
Da vi skulle lande allierede jeg med en mand fra Kroatien, som lovede mig at vi kunne følges hen til check in og bagage leveringring. Det gav mig ro, og jeg kan tydeligt huske at jeg synes det var bedre at spørge om hjælp og indrømme min åbenlyse grønhed istedet for at fare rundt som en skoldet skid i Indisk lufthavn og blive helt hylet ud af den. Det gik heldigvis og med al min bagage fandt jeg den taxa chaufføren som skulle køre mig og en anden dansk pige til Ashrammet. Desværre var den anden danske pige 4 timer forsinket, og det resulterede i at jeg strandede med meget dårligt engelsk talende chauffør i 4 timer. Han var dog meget venlig, og spurgte om jeg ville have lidt at spise. Vi gik et stykke væk fra lufthavnen, og allerede her fik jeg et tydeligt billede af nogle af de forskelligheder der er i vores kulturer:
1. De andre taxa chauffører som vi gik forbi kiggede og nærmest stirrede intenst på mig og havde intet problem med at råbe i munden på hinanden om jeg ville køre med dem. Det er intensiteten og den direkte måde at være på, som jeg finder meget forskellig fra Danmarks mere inadvendte introverte og måske en anelse mere høflige tilgang til taxa passagerer.
2. Stedet vi spise var en noget hærget bygning, hvor hjemløse hunde og hjemløse mennesker gik rastløst rundt omkring os. Nogle handlede åbenlyst med ting i hjørnerne og jeg var meget taknemmelig for ikke at være alene (jeg har tendens til at være en smule paranoid). Man kunne se direkte ind i køkkenet, som ikke havde nogen bagvæg og bestod af store stålgryder og 2 ansatte - en ung meget træt mand, som sad og halvsov og en ældre robust kvinde som oksede afsted med madlavningen. Det var et meget ærligt og hårdt billede at få, men jeg kan allerede fortælle jer nu at selvom mange mennesker i Indien lever af utroligt lidt og arbejder ekstremt meget og hårdt, så er det nogle af de varmeste og kærligste og mest åbne mennesker jeg nogensinde har mødt. Det vil jeg fortælle meget mere om i de næste dele af historien. Jeg tror på at det er sundt for en vesterlænding som mig, at komme ud i verden og opleve dette, og jeg fik senere mange mange flere lignende oplevelser.
3. Maden var vegetarisk, og overdrevet stærk. Det er almindeligt at få butter milk til risene og sovsen og grøntsagerne, sådan den kan tage lidt af varmen. Men på en skala fra 1-10 så ramte ratten en 11'er på varmeskalaen i min mund og jeg måtte kapitulerer efter at have spist halvedelen.
Et billede af buttermilk, som man meget ofte får til forskellige indiske retter. Det er så vidt jeg har forstået en almindelig ting at købe ved siden af sin mad, da den ofte er stærk. Når jeg guider dig igennem et af mine restaurantbesøg, kan du se mange flere billeder af de forskellige retter jeg oplevede. For det var i sandhed en oplevelse.
4. Der var lunt på en fugtig måde, og der var en krydret duft i luften. Derudover var der hele tiden en summende lyd af det livlige dyreliv, som der også er i Indien. Når trafikken ikke var for voldsom kunne jeg hele tiden hører insekterne summe og hundende bjæffe, mens de ledede efter mad.
At bruge 4 timer med indisk taxi chauffør kl. bæ om natten:
Chaufføren forsøgte det bedste han kunne at kommunikerer med mig på engelsk, men det var ikke nok til at kunne have en samtale sådan rigtigt. Han tilbød at spille en Bollywood for mig (på indisk) og det takkede jeg ja til, fordi jeg efterhånden var så træt at jeg tænkte det var en fin ide at sidde i bilen og lytte lidt til de smukke sange og måske døse lidt hen. Jeg tog dog grueligt fejl, for det jeg ikke viste er, at Bollywood genren rummer meget drama, især kærligheds drama og derfor var sangene meget intense og høje og en anelse skingre mere end det var berolignende og dejlige at sove til. Taxa chaufføren var også meget optaget af at forklare mig dramaets temaer og det var selvfølgelig også pænt af ham. Tiden gik, og pigen som vi også skulle samle op ankom endelig (kl. 05.00).
Her kan du se en typisk reklame for Bollywood genren (film, serie mm). De ville typisk hænge ved lys kryds og på de høje bygninger i byerne. Meget farverige, smukke og fyldt med kultur. Jeg ved ikke så meget om genren ellers, men det var meget fascinerende at få lov at opleve det i en taxa i Indien kl. 3-4 om morgenen.
Den 4 timer lange køretur - hold fast på hat og briller!
Okay, hvis du måske forestiller dig at du har prøvet at befinde dig i en hektisk trafik måske en mandag morgen så gang det med 100 - så har du trafikken i Indien. Forestil dig så at være på 24 time på en meget lang rejse og være utroligt bombet med fantastiske indtryk, så har du min tilstand i bilen. MEN, chaufføren kørte rigtig godt og jeg følte mig sikker på trods af at biler ville overhale indenom, dytte konstant, køre meget stærkt, og scootere ville køre ind og ud imellem os (passagerer med babyer på armen og ingen hjelm). Pludselig stoppede bilen og vi vågnede op af den noget urolige søvn. Det var blevet te (chai) tid og vi holdt ved en gade butik på en vej midt i ingenting. Der stod en mand med en stor gryde, som rørte i teen som duftede fantastisk. I Indien er der en stor kultur for at drikke te, og drikke meget af det. Det er typisk den krydrede Chaispice, som du måske kender? Så sad vi i ro og mag ved et bord og drak vores the i stilhed. Det var faktisk et ret smukt øjeblik og jeg følte på mange måder at jeg virkelig mærkede livet lige der, som jeg sad med en kop the et helt fremmed sted i Indien med en endnu ukendt pige og en taxa chauffør.
Dette er ikke det sted vi holdt, men et meget lignende som jeg har fundet på nettet. På den måde kan du få et billede af, hvordan en gade butik typisk ser ud. Man kan ane den brogede facade.
Efter en halv times tid satte vi os ind i bilen og kørte igen, og nu lykkedes det mig at falde i søvn. Da jeg vågnede igen var vi tæt på ashrammet som ligger langt væk fra byen, ude mellem smukke marker og ned til en stor flod. På billedet nedenfor ser du 2 af de andre som også deltog på kurset, hvor den ene havde været hende jeg havde rejst med på turen derhen. Vi fik det første målrid, som var lækre chapati som er små brød lavet på en speciel pande, lidt te, grøntsager, og ris.
Hytten havde en stue med 2 senge, som havde et skab imellem. Derudover var der et skrivebord, og en gang ud til et stort badeværelse. Taressen var så fin, indrettet med to stole og et lille bord sådan vi kunne tage morgen teen med derned og sidde og nyde dagen starte ligeså stille. På billede 2 kan du se udsigten ned til den store flod, som strakte sig hele vejen forbi os.
Her kan du se skrivebordet, hvor jeg havde min lille lilla buddha hjemmefra stående, en nat bog om Dalai Lama, min næse skylle og yoga måtte som jeg havde fået udleveret.
Den første dag var vi en hurtig tur (2 timer i bil) inde i Mysore, hvor vi skulle hæve indiske rupees og finde tøj at træne yoga i. Tærklædet som du kan se ligger på min seng købte jeg i den dejligste indiske butik, som solgte mange forskellige og ofte hjemmelavede ting. Jeg oplevede mange gange at der var mange smukke hjemmelavede ting man kunne købe og det synes jeg er fantastisk og unikt. Det er meget anderledes end herhjemme, hvor jeg sjældent finder butikker hvor ting er lavede i hånden uden at det så bliver en luksusvare. Jeg købte mange fine og ikke mindst hjemmelavede gaver, og de andre ting jeg købte lover jeg at vise billeder af i de næste dele af historien.
Her kan du se mig, som er noget træt med glad. I baggrunden kan du se yoga shalaen, hvor vi trænede mange timer hver dag. Den første dag var jeg til min første yoga time, og det var fantastisk. Yogaen og meditationen jeg oplevede dernede er en hel historie for sig selv men jeg lover at fortælle meget mere om det og dele af den viden jeg fik, da jeg var dernede.
Kære læser, jeg håber du har nydt at læse det første indlæg ud af de 7 om min rejse til Indien. I næste uge vil du kunne læse med, når jeg fortæller om "intens træning og tilvænning". Her vil jeg fortælle mere om programmet som vi havde dernede, yogatræningen og meget meget mere. Har du kommentarer er du altid meget velkommen til at skrive nedenfor eller skrive på facebook siden "yoga spiren".
Tusind tak fordi du læste med, jeg håber du får en fantastisk dag.
NAMASTE, Malene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar