fredag den 27. december 2013

Yogi spiren afprøver Hot Yoga



Hej allesammen og baghjul, som man siger - er du klar til at få varmen? 

Kan du holde varmen i Danmarks kolde, våde og meget blæsende vintervejr? Jeg er et lille myr og jeg må indrømme at jeg ikke er fan af Danmarks nye vane, med orkaner og kaskader af vand. Noget jeg er fan af, er at få varmen - især via træning, fordi man kan mærke kroppen arbejder både før og efter. Så kan det Danske vejr bare komme an (forsøger jeg at tænke, når jeg skal afsted ud af døren til træning, yoga etc.) Jeg dyrker yoga dagligt og for mig er det en fysisk udfordring på mange måder, og jeg får altid varmen af det. Da jeg hørte om Hot Yoga første gang synes jeg det lød virkelig udfordrende, og jeg tænkte en masse forskellige ting om det eks. "Det må være svært at træne i 37 grader", "Er det mon ligesom når man er på ferie og forsøger at løbe en tur", "kan man ikke blive dehydreret", "hvad er effekten og udbyttet af Hot yoga", "er yoga i et normalt lokale ikke nok udfordring" og alle sådan nogle tanker. Nu har jeg ENDELIG prøvet det, og jeg har glædet mig meget til at dele min oplevelse af denne hotte og skønne yoga form med jer og jeg håber i kan få et billede af hvad Hot Yoga er, samt hvad det er og hvordan det er.
 
Rigtig god fornøjelse 

Det nye Hot Yoga studio i Odense 

Odenses nye "Hot Yoga studio" på Tolderlundsvej, ligger et stenkast fra Bazar Fyn, nær Odense banegård. Da jeg ankommer bliver jeg budt varmt velkommen af Heidi Løvendahl, som er underviser i Hot Yoga og primært er den som har introtimer og kurser ind i det nye år. Når man kommer ind i studiet kan man smide jakken samt sko, og fortsætte videre ind i et andet lokale som er omklædningsrum med tilhørende bad. Stemningen er generelt rigtig skøn og jeg elsker måden studiet er udsmykket på - det skaber den helt rette atmosfære fyldt med varme og imødekommelse.
Billede fra det lækre nye Hot Yoga studie. Levende lys, brochure og en smuk indisk statue til at danne den helt rette stemning.

Der er også et lille bord, hvor man kan sætte sig og nyde en kop yogi the, hvilket jeg personligt selv synes er skønt inden man skal dyrke yoga. I studiet har man også mulighed for at købe en yogamåtte i god kvalitet, til en rigtig fornuftig pris (priser på yogamåtter varierer meget, men jeg vil generelt anbefale dig at anskaffe dig din måtte et sted som dette, så ved du at du får kvalitet til en god prois). Ejer man ikke sin egen yogamåtte udlejer studiet måtter til 20 kr :-)







































Her ser du yoga måtter til salg i studiet - et tilbud jeg sagtens kunne forestille mig, at jeg ville benytte mig af.

Hvad er Hot Yoga? 

Nordisk Yoga i Odense tilbyder en bred vifte af yogaundervisning til netop dit behov. På hjemmesiden kan du læse meget mere om yogaundervisning som tilbydes, tilmelde dig kurser (deltagelse på et fast hold) og se hvornår du kan deltage i spændende workshops med dygtige og inspirerende undervisere.  Denne hjemmeside indeholder også alt hvad du har brug for at vide om Hot Yoga, men man skal bide mærke i, at Hot Yoga foregår i et andet studio end Nordisk Yogas øvrige tilbud. Dette gør det naturligvis fordi Hot Yoga kræver lokaler og udstyr til opvarmning etc. Her ser du et link til Nordisk Yoga Odenses hjemmeside, hvor du som sagt kan læse meget mere.

http://nordiskyoga.dk/ 

 På Nordisk Yogas hjemmeside beskrives Hot Yoga: 

"Træningsformen Hot Yoga er opstået i 1970’erne, hvor den velkendte indiske, yogaguru Bikram Choudhury opdagede de mange fordele ved at træne i temperaturer op mod 40 grader. Birkam Yoga er en meget disciplineret og regelret yogaform, og den skal derfor ikke forveksles med Hot Yoga, som er en mere afslappet yogaform. Hot Yoga er for alle yogainteresserede, og det er ikke et krav, at du er hverken smidig, stærk eller i god form. Disse ting arbejdes der hen imod under træningen, og øvelserne er lette at forstå selv for nybegyndere. Jo mere træning desto mere smidig og stærk vil du blive, og i jo bedre form vil du komme. Yogaen er en anderledes og sjov træning, som udfordrer og kræver noget af dig både fysisk og mentalt. Så hvis du er nysgerrig og har lyst til at prøve kræfter med en ny form for yogatræning, så meld dig til en Hot Yoga-time".

Her ser du et link, som fører dig til oversigten over, hvilke kurser der tilbydes i 2014. Her finder du også mange flere detaljer omkring priser, tidspunkter osv. Jeg vil personligt tilmelde mig et af vinyasa kurserne, fordi jeg elsker fysisk og dynamisk yoga (dynamisk = serier af stillinger i et flow). Nedenfor beskriver jeg min første oplevelse med Hot Yoga, og lyder det som noget for dig, kan du vende tilbage til dette link og finde kurset, som passer netop til dig. Det skal siges at man skal prøve denne form for yoga 2-3 gange, før man kan være helt sikker på, hvordan kroppen reagerer på yogaen i de 37 grader. Ligemeget om ens første gang med Hot Yoga er fantastisk eller måske er knap så fantastisk, skal man give det mere end en chance. Du vil ikke fortryde det! 

https://web.dofpro.dk/dof/kategori.aspx?kategoriID=24b75fe6-5be4-4e4c-8d83-a27f00d6a610&skoleid=e123a3ac-da10-4abd-9c33-93fe00a35031

Du kan også søge på "Nordisk Hot Yoga Odense" på Facebook og trykke "synes godt om", på denne måde kan du følge med på Facebook også.  
Facts om Hot Yoga: 

Denne forklarer rigtig godt og simpelt, hvad nogle af fordelene ved Hot Yoga er/ kan være. En af faktorerne er blandt andet; at Hot Yoga øger forbrændingen, og det er noget, vi alle godt kunne tænke os efter denne lidt for fede (men hyggelige) juletid, så læs og find ud af hvad Hot Yoga ellers kan gøre for dig. 



Min oplevelse af Hot Yoga 

Inden timen startede havde Heidi og jeg haft en lille times tid til at tale sammen om Hot yoga, gøre studiet klart til de andre deltagere på holdet og få tændt godt op for varmen.



































Jeg lavede en ægte "Helle og Obama selfie" sammen med Heidi, og det skete faktisk INDEN de gjorde det, vil jeg lige pointerer. Se os lige, glade og klar til en masse skøn yoga i 37 grader. 

I Indien er klimaet meget fugtigt og varmt og derfor er det ideelt for mig at dyrke Hot Yoga, så min krop vænner sig til fysisk og intenst arbejde i de høje grader. En af de andre deltagere som havde været i Indien og rejse fortalte mig, at varme der sagtens kunne sammenlignes med varmen til Hot Yoga. Det skal også tilføjes, at mange atleter vælger at dyrke Hot Yoga. også mænd. Jeg er ikke selv atlet og jeg nåede ikke at tale med en, men jeg kunne forestille mig at varmen er god for de ømme muskler, de stive led og til at fremme koncentrationen (hvilket yoga gør i al almindelighed). Er du atlet og læser dette er du selvfølgelig velkommen til at kommentere og fortælle dine tanker om at gå til Hot Yoga. Jeg ville gerne have talt mere med de andre deltagere, specielt mændene men desværre var der ikke nogen på mit hold den dag - jeg skal nok fange en på et andet tidspunkt ;-)

Da timen startede, var vi omkring 16 glade yogier, klar og parat til 55 minutter i yogaens tegn.  Lige inden den startede havde vi alle brugt 5 minutter på at være i lokalet og vænne os til varmen. Her faldt jeg i snak med en jævnaldrene pige, som også var med for første gang - det var hyggeligt at møde ligesindede på den måde, det sker ikke så tit, når jeg deltager på holdene i Fitness World. Heidi startede timen med en grundig introduktion til Hot Yoga og gav os praktiske instrukser og informationer. Det forberedte os på, hvordan vores kroppe måske ville reagerer og det var rigtig rart at blive grundig mødt på det punkt. Vi lærte, hvordan vi skulle drikke vand, lade være med at forlade lokalet medmindre det var absolut nødvendigt, ikke at lukke øjnene i yoga stillingerne, informationer om lokalet og varmen - det var grundigt, og jeg følte mig meget tryg og klar til at udfordre mig selv i varmen.  

Vi startede derefter med nogle bløde yoga stillinger og vinyasa runder, og jeg kom hurtigt ind i et naturligt flow, idet åndedrættet blev intensiveret mere og mere. Heidi var rigtig god til at pointerer vigtigheden af vores åndedræt og det hjalp mig rigtig meget. Timen bød på milde vinyasa runder, samt stillinger for styrke og balancen. Det var fantastisk, og jeg opdagede ganske pludseligt at jeg var fuldstændig badet i sved - ikke som til en spinning time, hvor man kampsveder og pruster som en hest, men en som om varmen kom naturligt inde fra mig selv. Timen var bygget rigtig godt op, så vi fik en blid start og blev mere og mere udfordrede. Da timen sluttede havde jeg en følelse af at jeg sagtens kunne have fortsat lang tid endnu, og jeg kan slet ikke vente med at skulle begynde på et Hot Yoga kursus i det nye år. 

En følelse af absolut væren og bevidsthed

For mig gjorde varmen, at jeg kom endnu mere i kontakt med mig selv end jeg plejer, fordi man virkelig skal have fokus på åndedrættet for at kunne være i varme og vænne sig til den. Jeg oplevede et meget højt niveau af bevidsthed, at jeg ikke tænkte på min lange dag i praktikken i Svendborg, som kom direkte fra eller hvad jeg skulle lave af aftensmad med min kæreste efterfølgende. Jeg var fuldstændig til stede og jeg synes det var fantastisk at mærke varmen omfavne mig, udfordre mig og skærpe min koncentration yderligere. De 55 minutter føltes som 20, og da timen var færdig havde jeg det lidt som efter en god løbetur - pulsen oppe, svedig, fyldt med endorfiner og energi. Kombinationen af varme og yoga er intens men som du kan læse i ovenstående også meget givende rent fysisk. Psykisk var gevinsten for mig, at opleve roen som lagde sig og den fordybelse jeg fik mulighed for at lave. Jeg kunne tydeligt mærke min krop arbejde både imens og efter timen og for mig er det skønt at kunne  mærke kroppen på den måde,og mærke at den arbejder og bliver stærkere.

Jeg håber du har nydt at læse dette indlæg og forhåbentligt har fået dannet et bredt billede af hvad Hot Yoga er, men også hvordan det føles at være med til. Har du kommentarer, indvrendinger, ris eller ros, er du meget velkommen til at kommenterer herinde eller skrive til mig på facebook. 

Du kan trykke "synes godt om" på min side "yogi spiren" og følge med i hvad jeg skriver om herinde på bloggen.  

Namaste, 
Malene












 






mandag den 16. december 2013

Historie fra det virkelige liv: Katja




En historie, om at se livet i øjnene når det udfordrer dig allermest og alt det dit liv var før, ændres. 


Første gang jeg mødte Katja var på mit studie, hvor jeg havde et valgfag om livskvalitet og rehabilitering. Livskvalitet og rehabilitering er to meget centrale og vigtige områder i ergoterapien, fordi vi arbejder med at se hele mennesket, og derfor var det perfekt at Katja kunne komme og undervise os. Hun er nemlig også uddannet ergoterapeut og er derudover yogalærer. Katja tog os med ned i gymnastiksalen, hvor vi lavede yoga.  Bagefter kom Katja med op i vores klasse, og her hørte jeg hendes historie for første gang. Allerede her blev jeg betaget af det her skønne, stærke men også sårbare menneske som åbent delte sin historie med os. Tiden gik, og da jeg begyndte at blogge blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at spørge hende, om hun ville lade mig fortælle hendes meget inspirerende historie til mine læsere på bloggen, og hun sagde ja. Jeg er oprigtigt inspireret af Katja, og jeg vil opfordre jer kære læsere til at læse med, og som jeg selv blev, lade jer inspirere af en rørende, livsbekræftende og stærk historie.

Dette er Katja

En smuk december lørdag på Balladen, Thurø


Jeg sidder i toget mod Svendborg. Det er koldt og solen kaster sit lys på naturen – det er smukt. Jeg glæder mig, for jeg skal mødes med Katja til frokost. Da jeg endelig kommer til Svendborg, er Katja klar til at hente mig på banegården, og jeg bliver mødt med et stort varmt smil og kram. Jeg synes det er dejligt at se hende igen. Vi går på jagt efter lidt frokost og ender i den lokale fiskehandel ved havnen, hvor vi finder os lidt forskelligt guf. Ingen af os spiser brød, så derfor er det perfekt med lidt fisk, inden vi skal snakke og dyrke yoga. Så går turen mod Thurø til balladen, hvor vi skal tilbringe dagen sammen. På turen mod Thurø fik jeg muligheden for at nyde udsigten af vandet, og synet af hele Svendborg by på den anden side af vandet. Balladen er en smuk gård, ejet af fysioterapeut Hanne og hendes mand, som har renoveret stedet igennem mange år. Det ene tidspunkt kører vi i et helt almindelig 70’er paracel kvarter, og pludseligt dukker den her smukke gule gård op rundt om hjørnet. Allerede her er jeg fyldt med nostalgi. Katja og jeg ordner lidt praktiske ting, finder snacks og the, samt vores mad frem, og med et par yogamåtter på gulvet til at sidde på, er vi klar til at tale om Katjas historie. Hun begynder at fortælle, og jeg bliver hurtigt grebet af hendes historie og generelt hele hendes væsen. Jeg sidder overfor en person som har været på en rejse, og stadig er det – en rejse til bedring, fordybelse, en livsrejse. 

 Balladen, Thurø.




 De sødeste små yoga nisser pynter i vindueskarmen, inde i træningssalen 

Den 26. december 2009


Den 26. december er det præcist 4 år siden at Katja styrtede på ski.  Den sidste dag på turen er Katja på vej ned af en bakke og styrter. Hun slår en saltomortale over sin højre skulder og flår kravenet 10 cm ud af led, og hele højre arm af led.  Nervebundtet (plexus brachialis) som forsyner højre arms nerver er ødelagt, og idet hun lander på hovedet i styrtet, sker der en piskesmældslignende skade i nakken. Det er overvældende, og man behøver ikke at have læst medicin, for at regne ud at skaderne var omfattende og slemme. Katja mistede 90 % af kraften inden i højre hånd, så hun ikke kunne klemme om noget inde i hånden, og når man kommer så slemt til skade, mister man også rigtig meget førlighed. De ødelagte nerver gør at Katja har kroniske smerter (hun har mere eller mindre ondt hele tiden) og det påvirker hendes søvn meget. Det tager virkelig hårdt på kræfter og energi. Katja forklarer at hun kalder sin kroniske smerte for ”Hr. Smerte”, og arbejder meget på at lade være med at afvise ham, for så vil han bare prikke endnu hårdere til hende og være endnu mere insisterende.  Jeg vender tilbage til ”Hr. Smerte” senere i historien.   

 Her ser i nervebundtet, som Katja beskadigede i styrtet. Innovation betyder "der hvor nerven går til" altså den muskel den forsyner med impulser, hver gang vi skal bevæge os.


Livet efter ulykken   


Katja er en person som altid har elsket at være aktiv, både i forhold til træning og i sit liv helt generelt. Der er ikke den sportsgren hun ikke har dyrket; ridning, kickboksning, spinning og styrketræning. Hun beskriver sig selv som en arbejdshest, som har kunnet slide uden at give op, og hun kan huske, at hun altid har været meget fysisk stærk og udholdende. Med et lille smil på læben tilføjer hun, at hun måske ikke altid har været god til at lytte til hendes krop.  Skulle køkkenhaven ordnes blev det hele ordnet den samme dag, og tankerne ville højst sandsynligt ikke komme omkring en pause eller to. Det var slut med at træne efter ulykken, hverken cykling eller løb kunne lade sig gøre, fordi hun ikke kunne holde til de stød, man får igennem kroppen når man løber, eller kunne lave knækket i nakken når man cykler.  Det var ikke kun hendes træning som sluttede, men også arbejdslivet som det havde været før ulykken.


Der skulle dog gå 11 måneder før Katja indså at hun ikke kunne blive ved med at arbejde ligeså meget som før. Katjas arbejdsgiver er en uvurderlig støtte og har hele tiden ønsket at beholde hende og har derfor sørget for at tilrettelægge et arbejdsliv så hun på nedsat tid kan klare det.


Når man aldrig har sagt fra, og har været vant til at bruge sin krop uden at lytte til den, er det ufatteligt svært pludselig at skulle til at lytte enormt meget til den hele tiden.  Katja beskriver også en følelse af at have mistet meget af hendes personlighed efter ulykken, fordi hun altid har været den kvinde i familien, som slæbte mindst ligeså meget som mændene, og været den som ordnede tingene. Når man oplever ens roller ændre sig så radikalt, kan det være meget svært at forholde sig til, fordi netop rollerne er en meget stor del af ens identitet – de viser ens karakter og afspejler ofte den måde vi opfører os på, når vi er sammen med andre mennesker; familien, kollegerne, fodboldholdet osv. Vi kender alle sammen følelsen af at have en rolle eller flere, og de er hårde at få taget fra sig, fordi man skal acceptere andre i at ens omgivelser ”overtager” de roller (familien, vennerne, kæresten etc.) og begynde at finde nye. Katja tilføjer at hun aldrig havde troet, at hun ville kunne blive ked af ikke at kunne vaske sine egne vinduer!


Den koldbøtte som Katja lavede på sine ski den 26. december for 4 år siden, er i dag stadigvæk en kolbøtte for hendes liv, fysisk og psykisk. Med klarhed i stemmen forklarer Katja at hun pludseligt skulle lære sig selv at sige nej, og finde ud af hvad kroppen sagde, og ikke mindst finde ud af, at hun ikke kunne alting – det var sindssygt hårdt, og det er det stadig, forklarer hun. Selvom det stadigvæk er hårdt, er det ikke uoverskueligt hårdt. Katjas kæreste Jens, som er psykolog, har også været virkelig vigtig i processen imod bedring; han holdt ud og gav aldrig op. Når man er kronisk smertepatient, er det en konstant påmindelse om, at man skal forsøge at leve sit liv på en anden måde.


 
Katjas yogarejse


Efter ulykken beskriver Katja, at hun havde en meget intens følelse af, simpelthen at trænge til at bruge sin krop og være fysisk aktiv. Derfor begyndte hun at dyrke yoga i Balladen, hvilket snart er 4 år siden. Jeg spørger nysgerrigt om Katja har dyrket yoga før, og det har hun selvfølgelig, faktisk indtil flere gange da hun var yngre, men dengang sagde det hende ikke rigtig noget. Yoga var i hendes optik for gamle damer. I dag ser det som sagt helt anderledes ud, og Katja beskriver, hvordan hun nærmest omgående kunne mærke, at hun ville komme til at udvikle en stor kærlighed til yogaen, og at det gav hende rigtig meget godt både fysisk og psykisk – hvordan, kan du læse meget mere om i de følgende sider. Hun begyndte at dyrke yogaen mere og mere både via hold og enetimer ved Christina, som også er uddannet ved Hamsa studio.  


Katjas oplevelser af og med yogaen


Yogaen gav hende velvære, nogle gange bedre søvn, og et sted hvor hun kunne bruge de kræfter hun rent faktisk havde og det kompenserer for dem hun ikke havde. Hun beskriver også det skønne i, at der ikke er noget konkurrenceelement i yoga – det handler ikke om, hvad der foregår på de andre deltageres måtter, men hvad der foregår på ens egen. Det var en befrielse. Katja faldt for det styrkeprægede i yogaen, og at hjertet altid er med – der er ikke nogen rigtig vej i yoga. ”Noget af det som er hemmeligheden bag yoga er, at vi i meget andet af det vi foretager os, der adskiller vi krop og sjæl” forklarer Katja.  Her i vesten har vi generelt en filosofi om at tingene ikke hænger sammen – det er noget vrøvl, tilføjer Katja.  Forskningen viser også at sorg kan påvirke hjertet – vi er ”et helt menneske” og det er det yogaen kan hjælpe os med at blive bevidste om, og at vi skal mærke efter inde i os selv og være gode ved os selv. Det er også derfor vi kan blive så lykkelige af at dyrke yoga, fordi det er en idrætsgren, hvor sindet fylder ligeså meget som det fysiske gør. Når vi har opmærksomheden på nærværet og åndedrættet, sker der fantastiske ting.  Hun beskriver at have oplevet ren uforstyrret lykke i hendes yogapraksis, hvor tårerne har strømmet ned af kinderne pga. den her sprudlende glæde helt inde i hjertet. At kunne stå i en sideplanke på den højre arm var den vildeste følelse, beskriver Katja. Yoga bringer os i flow, og det skaber lykke og indre styrke.  




Her ser du Katja i en sideplanke. 
Ps. Vi ved godt at det ikke var i alignment, men hun ser så glad ud og det var det vigtigste  

Katja forklarer at hun hurtigt kunne mærke, at yogaen var en fantastisk vej for hende at gå og derfor besluttede hun sig for at tage uddannelsen. Uddannelsen bygger på en stor viden om anatomi og fysiologi, og det vægter Katja også rigtig meget som ergoterapeut og yogalærer. Det gjorde hun ved Hamsa Yoga studio i København, som er en anusara inspireret yoga.  Anusara betyder: ”at følge den guddommelige vilje eller at følge sit hjerte og den yndefulde vej” og dette betyder utroligt meget for Katja som person og det var en stor del af det som hun faldt for. 




Hvordan bruger Katja yogaen i sit liv?


Der er ingen tvivl om at Katja elsker at dele yogaen med andre – at have en hjerteåben tilgang til sig selv og andre, samt blive set som det menneske man er og ikke det man var engang. Yogaen lærer os også at leve i nuet og betragte vores omverden mere åbent. Katja beskriver også, at den her store glæde man kan opleve bliver endnu mere værd, når man kan dele den med andre og sådan har hun altid tænkt.


Det yogaen har lært mig er, ikke at gøre det som er rart, men at blive i det der ikke er rart. Det er det jeg har skullet lære i forhold til mine smerter; at være i det og acceptere at det er sådan det er. Hver gang jeg oplever at en stillig gør ondt, så tænker jeg at det er min nye yndlingsstilling, som jeg så laver i alle de situationer jeg overhovedet kan komme i tanke om – og så er det jo, at det holder op med at gøre ondt. Det er det, som er dybt interessant ved yogaen, nemlig at vi kan udvide vores repetoir og at man hele tiden finder nye steder at udfordre og arbejde med – og der er ikke noget mål. ” 


Katja arbejder til dagligt med elever med autisme spektrum forstyrrelser og fordi de virkelig har brug for kropsbevidsthed og nærvær, begyndte hun at indbygge yogaen mere og mere i hendes arbejde med børnene. Katja har arbejdet med undervisning i krop og bevægelse de sidste 19 år som ergoterapeut og derfor er yogaen et perfekt element i hendes praksis, som netop giver det her nærvær som børnene har brug for. Nu underviser Katja to aftener om ugen på Balladen på Thurø, afholder workshops og deltager ofte også i andre workshops. Hun fortæller at selvom hun kan være dødtræt efter en lang dag på arbejde og har en yogaklasse foran sig, så er hun for det meste fyldt med energi når hun er færdig med at undervise, og det skaber rigtig meget glæde.  


”Kolbøtten var en gave jeg aldrig havde ønsker mig, og det er en gave jeg ikke vil være foruden”, og med det sagt fortsætter Katja og forklarer at hun i hendes liv forsøger at være positiv og se det gode, der er altid noget at glæde sig over.  Yogaen hjalp Katja med at lære at acceptere tingene som de er, fordi det netop var igennem kroppen denne accept fandt sted, havde en kæmpe betydning. Det var også med denne accept at Hr. Smerte kom til, idet Katja begyndte at tænke smerten som en trofast ven, som skal følge hende resten af livet. At være venlig og imødekommende overfor ham, for i al den tid man forsøger at få ham til at gå, vil han bare blive endnu mere insisterende som et treårigt hysterisk barn.


”Det er en gave jeg aldrig har ønsket mig, men også en jeg aldrig ville have været foruden”.





Jeg vil personligt gerne sige tusind mange tak til Katja, fordi du har delt din historie med mig og mine læsere. Det er jeg utroligt taknemmelig for og stolt ikke mindst. Det har været et privilegium at arbejde sammen med dig, Katja.  Jeg glæder mig til, at vi ses i det nye år.

Namaste <3 

søndag den 1. december 2013

1 december på yogi spiren


December er endelig kommet

December er her, og overalt i byens gader ses masser af  nisser, julekager, glögg, og mennesker som har travlt med at købe deres gaver i rigtig god tid. Jeg har også været i julestemning hele weekenden, især fordi min kæreste og jeg virkelig har skruet op for hyggen med masser af julepynt, æbleskiver, medisterpølse og rødkål. I yoga laver man ofte stillingen "træet", som er en øvelse, som træner din koncentration, balance og fokus. Her ser du mig i træets stilling, og i anledningen kunne vi kalde den "juletræts" stilling. 

I denne uge fortsætter jeg temaet om "åndedrættet" her på bloggen, og skriver om sammenhængen mellem åndedrættet, og når vi føler os stressede. Selvom julen er en rigtig dejlig tid, hvor familien samles og gaver gives kan man også føle sig rigtig stresset, måske pga. økonomien, praktiske gøremål, arbejdslivet som presser sig, privatlivet, eksaminer og derfor kan jeg kun anbefale dig at læse med, så du kan lære hvordan du bruger dit åndedræt som våben imod stress. 


Rigtig god fornøjelse, og glædelig 1 december <3




































Namaste, 
Malene 


mandag den 25. november 2013

Åndedrættet og søvn



Åndedrættet & søvn 


Åndedrættet er den bedste, billigste og mest naturlige sovepille du nogensinde ville kunne få fat på. Lyder dette ikke meget godt og lovende? Ja ikke! Vores søvn er den vigtigste tid på døgnet for vores helbred og derfor er det vigtigt at vi gør alt hvad vi overhovedet kan for at sove godt. Når vi sover, genopbygges kroppen nemlig både fysisk og mentalt ovenpå en lang dag. Det vi arbejder med, når vi arbejder med åndedrætsteknikker er vores nervesystem og herunder sympaticus (aktive system) og parasympaticus (passive system), hvor vi arbejder på at parasympaticus er dominerende når vi sover. ved gode vejrtrækninger aktiveres parasympaticus via stimulering af den 10'ende kranienerve (Nervus vagus). Selvom det lyder teknisk, er det altså den helt naturlige forklaring på, hvorfor et godt åndedræt kan hjælpe os til at få en god og søvn igennem livet. Så hvordan kan vi opnå det gode åndedræt? Det vil jeg komme meget mere ind på i løbet af ugen. 

Rigtig god fornøjelse 


Hvad er mine erfaringer med dårlig søvn? 


Jeg begyndte at dyrke yoga og mediterer blandt andet fordi jeg ikke kunne sove om natten. Jeg vågnede gentagne gange i løbet af natten, også selvom jeg havde været dødtræt aftenen før. Jeg oplevede voldsomt tankemylder, og oplevede et væld af følelser som blev ved med at skylle ind over mig og ramte mig i ansigtet. Det påvirkede min dagligdag rigtig meget fordi jeg følte mig virkelig utilpas, stresset, presset på tid og psyke - det var en generel følelse at mangle overskud, hele tiden. Jeg er ret sikker på at den manglende søvn fungerede lidt som en ond spiral, for er man rigtig godt og grundigt træt, så påvirkes man helt automatisk rent fysisk på ens koncentration, tålmodighed, energi... Nu hvor jeg sidder og tænker over det, synes jeg faktisk det er uhyggeligt hvordan det påvirkede mig - det føltes som en rigtig led gang tømmermænd med det hele (kvalme, hovedpine, svimmelhed, rande under øjnene, bleghed osv.). Nu skal det hele heller ikke blive for alvorligt, men det er vigtigt for mig at fortælle jer, hvorfor jeg mener det er vigtigt at have fokus på åndedrættet og hvad mine erfaringer er med det. 









 Måske du også kan nikke genkendende til denne følelse? Du er hjertelig velkommen til at kommenterer, hvis du gør. Medvidere kunne jeg hurtigt mærke at meditationen og yogaen gjorde noget rigtig godt for min krop, især med hensyn til åndedrættet. I starten sad mit åndedræt insisterende oppe i brystet, næsten halsen på mig og det gjorde nærmest ondt at få det ned i maven. Med tiden blev det meget bedre og jeg blev faktisk virkelig overrasket over, hvilke fornemmelser åndedrættet kunne vække hos mig og hvordan det havde den her udvidende effekt, som om der blev mere rum på en måde. Jeg tror det har meget at gøre med, at man igennem yogaen skaber stor bevidsthed på åndedrættet og får de her erfaringer med, hvordan det føles at "dyrke det" overfor når man bestemt ikke gør og måske er virkelig stresset. 

Når du skal sove

Man kan gøre mange forskellige ting, for at indstille kroppen på at det er tid til at sove. Det du foretager den sidste time inden du skal sove er særligt vigtig for, hvor let du falder i søvn. Generelt er en rutine omkring din søvn rigtig god at have, f.eks. at du ordner ting til næste dag så de er klar - det kan være madpakke, måske finde noget tøj frem så du ikke skal tænke på det. Det er generelt en rigtig god ide at sørge for, at man bruger sin seng til søvn etc. men ikke spisning eller andre ting man måske typisk lave i andre rum. Prøv at komme helt ned i gear, skru ned for lyset, slut for fjernsynet, tag et varmt bad eller læs lidt i en bog. Undgå at træne lige inden du skal sove eller drikke noget med meget koffein i. Nu vil jeg komme nærmere end på konkrete redskaber du kan benytte dig af, når du skal sove. Husk at give det mere end en chance, det tager til at tage "en ny tankegang eller vane" ind.  

Teknik: vend bunden i vejret 

Dette er en meget behagelig teknik, som ofte anbefales til folk med søvnproblemer. På sanskrit hedder teknikken "viparita-karani mudra, og det eneste man skal gøre er at ligge med sine ben op ad væggen. Du kan eventuelt ligge en pude under lænden, men undgå at ligge en pude under hovedet. hele ideen med stillingen er at du vender bunden i vejret, uden at bruge energi på det. Efter 5-6 minutter i denne stilling vil du opleve at falde til ro. 

Teknikken kan forklares rent fysiologisk. Når vi vender bundet i vejret vil det parasympatiske nervesystem blive stimuleret via nogle særlige receptorer som måler blodtrykket i hjernen - når blodtrykket stiger, vil der bliver sendt et signal om, at vi skal slappe af. Dette gælder også for andre omvendte stilinger f.eks. håndstand eller hovedstand, men her skal du bruge en del kræfter på at holde dig i stillingen, det skal man ikke i denne. Du kan gøre det til en del af din aftenrutine at lave denne stilling inden sengetid, det vil du kunne mærke på kvaliteten af din søvn. 






































 Her ser du mig i stillingen. Jeg ligger ret langt inde med numsen til væggen, men hvis du har en pude etc. under lænden og ikke ligger helt lige opad med benene, er det ok.

 Armene slapper af ned langs siden.

Afspænd også ansigtet og tag dybe rolige indåndinger. Bliv her i 5 minutters tid.



 


 































(jeg ved godt min ene fod ser absurd stor ud, og at jeg smiler hele hovedet, men jeg kunne simpelthen ikke lade vær)

Positive tanker 

Det virker faktisk rigtig godt og positivt, hvis du inden du skal sove tænker positive tanker. Du kan lave en liste over positive ting som er sket i løbet af dagen, eller hvad der falder dig ind. Når man tænker over det, er det også meget logisk at positive tanker vil virke langt bedre i forhold til din søvn, i stedet for en masse negative, som virker stressende od udmattende. Der kan være dage, hvor det er svært at finde noget positivt men jeg lovet dig at man kan blive god til at finde gode ting, og det er også en vigtig erfaring at gøre sig. Jeg har lidt af kronisk negativt tankemylder som bombede mit hoved hver eneste nat i jeg ved ikke hvor lang tid, så tro mig, jeg ved godt det ikke er let og det kan virke plat og måske fjollet at ligge og tænke positivt. Sagen er bare, at hvis man får reflekteret over de positive ting vil man også give dem mere værdi i hverdagen og ligge langt mere mærke til dem. Måske vil du opleve at du bliver bedre til at se positivt på flere og flere ting, og måske ting du før ikke kunne se noget godt i (matematik måske, regnvejr, krævende opgaver på jobbet, eller forelæsninger til halv 5).  Prøv dig frem og husk at Rom ikke blev bygget på en dag - da jeg havde svært ved at tænke positivt fandt jeg ud af, at der var noget galt og det er en erfaring jeg aldrig vil glemme. 

Let massage af ansigt og nakke 

Det virker utroligt afslappende at masserer ansigt og nakke, og det kan give dig lyst til at gabe. 
- Masser muskulaturen omkring kæbens område via lette cirkelbevægelser 
- Fortsæt op til dine bryn, så pande og videre ud til tindingerne. 
- Masser derefter rundt i kraniekanten i baghovedet, helt op omkring ørerne. 
- Masser til sidst hovedbunden igennem og træk blidt i dit hår. 

Dette er utroligt dejligt og jeg er selv meget glad for at gøre det. Det er nemt og hurtigt plus man får øget blodcirkulationen og på den måde forebygger lidt rynker ;-)  


Kære læsere. Det var alt hvad jeg havde til jer omkring søvn og åndedrættet for denne gang, det kan sagtens tænkes at jeg også kommer omkring søvn igen i morgen, når jeg vil skrive om stress og åndedrættet. Nu vil jeg gerne hører dig, hvad du kan tage med fra dette indlæg? Hvad var godt og hvad var knap så godt? Jeg glæder mig til at skrive til dig igen i morgen. 

Namaste, Malene


fredag den 22. november 2013

Åndedrætsøvelse til at vame, skabe ro og åbne hjertet


At gå weekenden i møde med varme i sindet og et åbnet hjerte... 

Velkommen kære fredag, du er længe ventet og savnet. 

Det er koldt udenfor, og de er allerede begyndt at snakke om sne i nyhederne. Den anden aften var jeg faktisk også ved at glide i en frossen vandpyt, så den er god nok venner, på med vanten. Af samme grund kom jeg også grundigt udrustet afsted i dag, men pandebånd, halstørklæde og varme vanter.  Jeg er for det meste glad om morgenen (A menneske), så derfor er der endda et lille smil at få med på vejen også.
 

Jeg er et menneske som har været igennem nogle svære ting, og nogle perioder går bedre end andre. For tiden finder jeg mig selv værende meget tankefyldt og frustreret indeni - som om der er en vrede indeni, som ikke kan komme ud. Kender du den følelse? Jeg var til heeling hos min kære veninde Jannie den anden dag, og hun fortalte mig om en åndedrætsøvelse hun havde lært da hun var i Indien. Den hedder kapalbhati. Jeg kommer meget mere ind på den senere i teksten.

En dag som sætter tanker og følelser igang 

I går sad jeg ved min psykolog i 2 timer. Dagen havde allerede være meget lang og intens med gruppearbejde, som handlede om at interviewe, selv være fortæller og give feedback for de andre - sådan har de sidste 14 dage faktisk været, utroligt hårdt, men også meget spændende. Det som skete denne gang hos psykologen var, at jeg virkelig lærte meget om mig selv på et dybere plan end jeg har prøvet før. Vi talte i 2 timer og det føltes som en! Jeg lærte at jeg har brug for at give mig selv pauser, ganske enkelt trække stikket helt ud, og bare være helt alene. Det hænger også sammen med at jeg er et forholdsvist introvert menneske, og derfor ligger det til min natur at være meget reflekterende. De her pauser skal jeg især give mig selv når jeg går igennem svære ting. Lige nu er jeg f.eks. i gang med at bearbejde mit keglesnit psykisk så at sige, forholde mig til praktikken fra mandag, mit forhold, alle de der ting. Jeg lærte også meget mere end det, men det ovenstående er essensen, som har hjulpet mig til at træffe nogle vigtige beslutninger omkring min hverdag og mit liv - hvad kan jeg holde til, og hvad kan jeg ikke holde til? Det er en svær balance, men for mig er den ret livsvigtig ikke at overskride for meget, fordi det virkelig påvirker mig meget. 

Lige nu sidder jeg på min yndlingscafe Nelles i Odense centrum, det er det helt rette sted at komme i stemning til at fortælle og dele en masse guldkorn.  Der er masser af skøn, summende fredagsstemning, og jeg nyder et dejligt varmt og en smule stærkt glas glögg. Det er årets første, og bestemt ikke sidste. Er du i Odense engang imellem eller bosat i Odense, kan jeg varmt anbefale dette sted. Jeg sidder her tit og skriver opgaver, læser og hænger ud med veninderne.  




 Jeg har i hvert fald fået varmen af denne dejlige glögg, så nu vil jeg fortælle videre om det, der er essensen af denne tekst.

 Yoga, meditation og åndedrætsteknik
 
Når jeg mediterer og dyrker yoga, trækker jeg især stikket ud på en måde som er helt enestående. Det som er facinerende ved det er, at det ikke er et redskab som koster noget. Det er forholdsvis ukompliceret at mediterer og trække vejret. Yogaen lærer man hurtigt - det er kraftfulde redskaber som alle findes inde i dig selv. Det bliver jeg så glad over, når jeg kommer i tanke om det. Jeg kan rent faktisk godt gøre noget godt for mig selv, som ikke indbefatter shopping, chips eller noget helt tredje. Jeg mærker min krop, trækker vejret, lader alle mine mange tanker være der, accepterer dem, giver dem rum. Jeg mærker ikke min angst, men mærker en fantastisk ro. Jeg oplever at jeg er i balance, stærk, smidig, feminin. Det er slet ikke så dårligt at opnå, helt for free! 

Hvorfor kapalbhati er god for mig 
 
 Det jeg gerne vil fortælle med denne tekst er, at vi nogle gange kan have brug for nogle teknikker til at hjælpe os igennem en hård og svær hverdag. Dette vil jeg gerne give dig nogle redskaber til. Jeg nævnte tidligere, at jeg var blevet anbefalet øvelsen Kapalbhati, som er en øvelse for åndedrættet ligesom pranayama, som jeg instruerede jer i, i mandags. Kapalbhati er godt til mig, fordi jeg har svært ved at åbne op, trække vejret helt ned i maven og give slip. Give slip på de spændinger og tanker der eventuelt kunne være. Det kan bare godt være meget svært, når man går med mange negative følelser og tanker indeni sig, som har været der i lang tid. Derfor kan denne øvelse hjælpe mig med at give slip, og det ved vi alle er noget af det, som er allersværest. Derfor skal vi gøre det ;-)

At udføre Kapalbhati 

Hvordan udføre jeg øvelsen? 

 Sæt dig til rette på et behageligt underlag, ligesom når du skal mediterer. Du kan også vælge at sætte dig på en stol. Du kan sagtens have dit hverdagstøj på, ellers tag dit yndlings afslapningstøj, træningstøj etc. på - hvad end du føler er mest behageligt for dig. Selve teknikken er jeg ikke selv blevet undervist i eller uddannet i, jeg er kun blevet anbefalet den, så jeg har valgt denne video fra youtube til at følge når jeg gerne vil lave øvelsen. Jeg har vurderet at den er valid og grundig, så kvaliteten på den er helt i orden. 
Her ser i linket til videoen:   


 pssssst... Inden du forsøger dig med øvelsen, kan det være en rigtig stor hjælp at kigge den igennem en gang eller to. Så har du givet dig selv en chance fr at fange hvad det er der skal ske, og forstå den kære Inders en smule gebrokne (men ganske ok) engelske.


Hvordan var det for mig at lave øvelsen:

Da jeg prøvede øvelsen første gang i dag, vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle gribe det an. Jannie havde vist mig teknikken ganske hurtigt og kort, men jeg er en grundig dame, så jeg tyede naturligvis til elskede youtube. Her fandt jeg en video, som jeg synes er rigtig optimal til at instruerer og forklare hvad det er den her øvelse kan gøre for dig, også rent fysiologisk og ikke kun mentalt. Det virker også meget troværdigt at det er en inder som udføre øvelsen, det skaber tryghed omkring det. Øvelsen gjorde mig sådan lidt euforisk på en måde, lettet, fyldt med energi - det er svært at forklare, og jeg tror jeg skal øve mig en masse gange. Hovedsagen er at øvelsen hjalp mig til at komme lidt væk fra angsten og tankemylderet - og det er guld værd at man kan bruge noget så simpelt og banalt som åndedrættet til det. 




 
Det var alt hvad jeg havde på hjertet til jer i dag kære læsere, jeg håber i får rigtig meget glæde af den her øvelse - det ved jeg at jeg kommer til. Har du nogle kommentarer etc. er du mere end velkommen til at sende dem afsted til mig nede i kommentarfeltet. 

Rigtig god weekend. 

Namaste, 
Malene