At gå weekenden i møde med varme i sindet og et åbnet hjerte...
Velkommen kære fredag, du er længe ventet og savnet.
Det er koldt udenfor, og de er allerede begyndt at snakke om sne i nyhederne. Den anden aften var jeg faktisk også ved at glide i en frossen vandpyt, så den er god nok venner, på med vanten. Af samme grund kom jeg også grundigt udrustet afsted i dag, men pandebånd, halstørklæde og varme vanter. Jeg er for det meste glad om morgenen (A menneske), så derfor er der endda et lille smil at få med på vejen også.
Jeg er et menneske som har været igennem nogle svære ting, og nogle perioder går bedre end andre. For tiden finder jeg mig selv værende meget tankefyldt og frustreret indeni - som om der er en vrede indeni, som ikke kan komme ud. Kender du den følelse? Jeg var til heeling hos min kære veninde Jannie den anden dag, og hun fortalte mig om en åndedrætsøvelse hun havde lært da hun var i Indien. Den hedder kapalbhati. Jeg kommer meget mere ind på den senere i teksten.
En dag som sætter tanker og følelser igang
I går sad jeg ved min psykolog i 2 timer. Dagen havde allerede være meget lang og intens med gruppearbejde, som handlede om at interviewe, selv være fortæller og give feedback for de andre - sådan har de sidste 14 dage faktisk været, utroligt hårdt, men også meget spændende. Det som skete denne gang hos psykologen var, at jeg virkelig lærte meget om mig selv på et dybere plan end jeg har prøvet før. Vi talte i 2 timer og det føltes som en! Jeg lærte at jeg har brug for at give mig selv pauser, ganske enkelt trække stikket helt ud, og bare være helt alene. Det hænger også sammen med at jeg er et forholdsvist introvert menneske, og derfor ligger det til min natur at være meget reflekterende. De her pauser skal jeg især give mig selv når jeg går igennem svære ting. Lige nu er jeg f.eks. i gang med at bearbejde mit keglesnit psykisk så at sige, forholde mig til praktikken fra mandag, mit forhold, alle de der ting. Jeg lærte også meget mere end det, men det ovenstående er essensen, som har hjulpet mig til at træffe nogle vigtige beslutninger omkring min hverdag og mit liv - hvad kan jeg holde til, og hvad kan jeg ikke holde til? Det er en svær balance, men for mig er den ret livsvigtig ikke at overskride for meget, fordi det virkelig påvirker mig meget.
Lige nu sidder jeg på min yndlingscafe Nelles i Odense centrum, det er det helt rette sted at komme i stemning til at fortælle og dele en masse guldkorn. Der er masser af skøn, summende fredagsstemning, og jeg nyder et dejligt varmt og en smule stærkt glas glögg. Det er årets første, og bestemt ikke sidste. Er du i Odense engang imellem eller bosat i Odense, kan jeg varmt anbefale dette sted. Jeg sidder her tit og skriver opgaver, læser og hænger ud med veninderne.
Jeg har i hvert fald fået varmen af denne dejlige glögg, så nu vil jeg fortælle videre om det, der er essensen af denne tekst.
Yoga, meditation og åndedrætsteknik
Når jeg mediterer og dyrker yoga, trækker jeg især stikket ud på en måde som er helt enestående. Det som er facinerende ved det er, at det ikke er et redskab som koster noget. Det er forholdsvis ukompliceret at mediterer og trække vejret. Yogaen lærer man hurtigt - det er kraftfulde redskaber som alle findes inde i dig selv. Det bliver jeg så glad over, når jeg kommer i tanke om det. Jeg kan rent faktisk godt gøre noget godt for mig selv, som ikke indbefatter shopping, chips eller noget helt tredje. Jeg mærker min krop, trækker vejret, lader alle mine mange tanker være der, accepterer dem, giver dem rum. Jeg mærker ikke min angst, men mærker en fantastisk ro. Jeg oplever at jeg er i balance, stærk, smidig, feminin. Det er slet ikke så dårligt at opnå, helt for free!
Hvorfor kapalbhati er god for mig
Det jeg gerne vil fortælle med denne tekst er, at vi nogle gange kan have brug for nogle teknikker til at hjælpe os igennem en hård og svær hverdag. Dette vil jeg gerne give dig nogle redskaber til. Jeg nævnte tidligere, at jeg var blevet anbefalet øvelsen Kapalbhati, som er en øvelse for åndedrættet ligesom pranayama, som jeg instruerede jer i, i mandags. Kapalbhati er godt til mig, fordi jeg har svært ved at åbne op, trække vejret helt ned i maven og give slip. Give slip på de spændinger og tanker der eventuelt kunne være. Det kan bare godt være meget svært, når man går med mange negative følelser og tanker indeni sig, som har været der i lang tid. Derfor kan denne øvelse hjælpe mig med at give slip, og det ved vi alle er noget af det, som er allersværest. Derfor skal vi gøre det ;-)
At udføre Kapalbhati
Hvordan udføre jeg øvelsen?
Sæt dig til rette på et behageligt underlag, ligesom når du skal mediterer. Du kan også vælge at sætte dig på en stol. Du kan sagtens have dit hverdagstøj på, ellers tag dit yndlings afslapningstøj, træningstøj etc. på - hvad end du føler er mest behageligt for dig. Selve teknikken er jeg ikke selv blevet undervist i eller uddannet i, jeg er kun blevet anbefalet den, så jeg har valgt denne video fra youtube til at følge når jeg gerne vil lave øvelsen. Jeg har vurderet at den er valid og grundig, så kvaliteten på den er helt i orden.
Her ser i linket til videoen:
pssssst... Inden du forsøger dig med øvelsen, kan det være en rigtig stor hjælp at kigge den igennem en gang eller to. Så har du givet dig selv en chance fr at fange hvad det er der skal ske, og forstå den kære Inders en smule gebrokne (men ganske ok) engelske.
Hvordan var det for mig at lave øvelsen:
Da jeg prøvede øvelsen første gang i dag, vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle gribe det an. Jannie havde vist mig teknikken ganske hurtigt og kort, men jeg er en grundig dame, så jeg tyede naturligvis til elskede youtube. Her fandt jeg en video, som jeg synes er rigtig optimal til at instruerer og forklare hvad det er den her øvelse kan gøre for dig, også rent fysiologisk og ikke kun mentalt. Det virker også meget troværdigt at det er en inder som udføre øvelsen, det skaber tryghed omkring det. Øvelsen gjorde mig sådan lidt euforisk på en måde, lettet, fyldt med energi - det er svært at forklare, og jeg tror jeg skal øve mig en masse gange. Hovedsagen er at øvelsen hjalp mig til at komme lidt væk fra angsten og tankemylderet - og det er guld værd at man kan bruge noget så simpelt og banalt som åndedrættet til det.
Det var alt hvad jeg havde på hjertet til jer i dag kære læsere, jeg håber i får rigtig meget glæde af den her øvelse - det ved jeg at jeg kommer til. Har du nogle kommentarer etc. er du mere end velkommen til at sende dem afsted til mig nede i kommentarfeltet.
Rigtig god weekend.
Namaste,
Malene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar